Hvorfor er mit vand rødbrunt?
Hvis dit kolde vand er rødbrunt, misfarvet eller uklart, skyldes det forstyrrelser i ledningssystemet. For eksempel kan reparationsarbejder på ledningsnettet få kalk og jern til at løsne sig fra ledningen.
Det er et forbigående problem, og vandet er ikke sundhedsskadeligt.
For at få rent vand igen, skal du lade alle vandhaner løbe, indtil vandet bliver klart. Det vil normalt vare et par minutter.
Hvis det kun er dit varme vand, der er misfarvet, er det sandsynligvis varmtvandsbeholderen, der er skyld i problemet. Også her skal du prøve at lade alle vandhaner løbe et par minutter.
Hvorfor er mit vand hvidt?
Hvis dit vand er hvidt, skyldes det normalt luft i vandet. Prøv at fylde et glas med det hvide vand. Hvis der er luft i vandet, vil vandet blive klart nedefra og op, idet luften bruser af.
Luft i vandet er et forbigående fænomen, der er uskadeligt. Det kan forekomme, hvis der er kommet luft i ledningsnettet i forbindelse med reparationsarbejder.
Hvorfor får jeg blågrønne aflejringer i min håndvask?
Kobberinstallationer kan afgive kobber til vandet. Kobberet kan sætte sig som blågrønne aflejringer i håndvaske, toiletter og elkedler.
Indholdet af kobber er størst i vand, der er stået stille i installationen et stykke tid. Lad derfor vandet løbe lidt, inden du drikker det.
Hvorfor lugter mit vand?
Lugter dit vand af rådne æg, er det tegn på, at der er svovlbrinte i vandet. Lugten kommer normalt fra det varme vand.
Lugten opstår enten på grund af manglende vedligeholdelse af varmtvandsanlægget eller et overdimensioneret anlæg.